INTRODUKTION AF ALKYL POLYGLUKOSIDER

Alkylglucosider består af en hydrofob alkylrest afledt af en fedtalkohol og en hydrofil saccharidstruktur afledt af D-glucose, som er forbundet gennem en glykosidbinding. Alkylglucosider viser alkylrester med ca. C6-C18-atomer, ligesom de fleste overfladeaktive stoffer fra andre kategorier af stoffer, for eksempel de velkendte alkylpolyglycolethere. Det fremtrædende kendetegn er den hydrofile hovedgruppe, der består af saccharidstrukturer med en eller flere glycosidisk indbyrdes forbundne D-glucoseenheder. Inden for organisk kemi er D-glucoseenheder afledt af kulhydrater, som findes vidt omkring i naturen i form af sukkerarter eller oligo og polysaccharider. Derfor er D-glucoseenheder et oplagt valg til den hydrofile hovedgruppe af overfladeaktive stoffer, da kulhydrater er praktisk talt uudtømmelige, vedvarende råmaterialer. Alkylglucosider kan repræsenteres på en forenklet og generaliseret måde ved deres empiriske formel.

Strukturen af ​​D-glucoseenheder viser 6 carbonatomer. Antallet af D-glucoseenheder i alkylpolyglukosider er n=1 i alkylmonoglukosider, n=2 i alkyldiglucosider, n=3 i alkyltriglucosider og så videre. I litteraturen kaldes blandinger af alkylglucosider med forskellige antal D-glucoseenheder ofte alkyloligoglukosider eller alkylpolyglucosider. Mens betegnelsen "alkyloligolucosid" er helt nøjagtig i denne sammenhæng, er udtrykket "alkylpolyglucosid" normalt vildledende, da overfladeaktive alkylpolyglukosider sjældent indeholder mere end fem D-glucoseenheder og derfor ikke er polymerer. I formlerne for alkylpolyglukosider angiver n det gennemsnitlige antal D-glucoseenheder, dvs. polymerisationsgraden n, som sædvanligvis er mellem 1 og 5. Kædelængden af ​​de hydrofobe alkylrester er typisk mellem X=6 og X= 8 kulstofatomer.

Den måde, hvorpå overfladeaktive alkylglucosider fremstilles, især valget af råmaterialer, muliggør bred variation af slutprodukterne, som kan være kemisk rene alkylglucosider eller alkylglucosidblandinger. For førstnævnte er de konventionelle nomenklaturregler, der anvendes i kulhydratkemi, anvendt i denne tekst. De alkylglucosidblandinger, der ofte anvendes som tekniske overfladeaktive stoffer, får almindeligvis trivielle navne som "alkylpolyglukosider" eller "APG'er." Forklaringer er givet i teksten, hvor det er nødvendigt.

Den empiriske formel afslører ikke den komplekse stereokemi og polyfunktionalitet af alkylglucosider. De langkædede alkylrester kan have lineære eller forgrenede carbonskeletter, selvom lineære alkylrester ofte foretrækkes. Kemisk set er alle D-glucoseenheder polyhydroxyacetaler, som sædvanligvis adskiller sig i deres ringstrukturer (afledt fra fem-leddet furan- eller seksleddet pyranringe) såvel som i den anomere konfiguration af acetalstrukturen. Desuden er der forskellige muligheder for typen af ​​glykosidbindinger mellem D-glucoseenhederne af alkyloligosaccharider. Især i saccharidresten af ​​alkylpolyglucosider fører disse mulige variationer til mangfoldige, komplekse kemiske strukturer, hvilket gør betegnelsen af ​​disse stoffer stadig vanskeligere.